Ansvarligt spil på online casinoer

Folk har spillet så længe man kan huske tilbage i historien. Også herhjemme i Danmark. Og igennem alle årene har spil været en forholdsvis uskyldig affære, som har dannet grundlag for lidt sjov og spænding i ny og næ i folks hverdag. Sådan er det også for størstedelen af folk, der kaster sig ud i sportsbetting eller spiller på online casinoer. Det er en adspredelse, som er lystbetonet og under kontrol. Men selvom langt de fleste spiller problemfrit og med naturlig kontrol, så er der en lille procentdel af folk, for hvem spil bliver noget andet end lystbetonet. Disse spillere er ikke nødvendigvis i problemer, men de kan udvikle problemer med tiden. Det er derfor vigtigt at få sat lys på ansvarligt spil og samtidig få afdækket, hvad begrebet betyder, og hvilke faresignaler man eventuelt skal holde øje med, hvis spillet kommer ud af kontrol.

Hvad forstår man ved ‘ansvarligt spil’?

Ansvarligt spil er betegnelsen for enhver form for spil, som foregår med en bestemt grad af selvkontrol og hvor det fremfor alt er lysten og glæden, der driver værket. Ansvarligt spil kan også helt teknisk set måles på den pågældende spillers indsatser og vaner. Når man spiller ansvarligt, så spiller man netop ikke for flere penge end man kan tåle at tabe, og man formår at overholde alle de aftaler man laver med sig selv.

Ansvarligt spil er derfor fornuftigt spil, når det kommer til indsatser. Man udviser en vis beherskelse og man lader sig ikke rive med for meget, så man i sidste ende begynder at spille for mere end hvad privatøkonomien kan tåle. Ansvarligt spil er også beherskelse i tid. Når man spiller ansvarligt, formår man, at holde de rette pauser og man lader ikke spillet blive en tidsrøver, som i sidste ende stjæler hele ens tid.

Brug casinoets redskaber til at kontrollere dit spil

Alle danske casinoer med licens fra den danske spillemyndighed har indvilliget i at tilbyde alle spillere flere forskellige værktøjer til at holde hånd i hanke med deres spilforbrug. Casinoerne beder eksempelvis spillerne om at sætte en fast beløbsgrænse for overførsler på daglig, ugentlig eller månedlig basis. Derved vil man kunne holde styr på sit spilforbrug ved at sætte en øvre indbetalingsgrænse, som ikke kan overskrides.

Gode huskeregler i forbindelse med ansvarligt spil

Udover casinoets redskaber i forbindelse med beløbsgrænser, kan man også tage andre midler i brug for at kontrollere sit spilleri. Hvis man er lidt i tvivl om, om online spil på sigt kan blive en udfordring at kontrollere, så er der visse råd man med fordel kan følge. Overholder man disse råd, vil man have store chancer for at holde styr på sit spil altid. De klassiske huskeregler er:

  • Sæt en timer på dine spillesessioner
  • Hold godt med pauser
  • Læg et spillebudget på forhånd og overhold det til enhver tid
  • Undgå at spille når du er beruset
  • Brug ikke spil som et trøstemiddel

Der er muligvis andre gode råd at følge, men ovenstående nævnes ofte som klassiske midler til at kontrollere spilforbruget. Det er vigtigt at have en føling med sit spil, og langt de fleste spillere vil til enhver tid have en vis fornemmelse for, hvornår man så småt er kommet lidt på afveje. Vær derfor tro mod dig selv og hold fast i dine aftaler med dig selv til enhver tid.

Hvilke faresignaler skal man holde særligt øje med?

Som nævnt er online spil og gambling lystbetonet og harmløst for de fleste. Men for en lille del spillere kan det tage overhånd og komme ud af kontrol. Spil kan netop være vanedannende og skabe afhængighed på højde med andre afhængighedsskabende midler som alkohol. Derfor er det utroligt vigtigt at have fingeren på sin egen spillerpuls, så man undgår at komme ud på en glidebane. Man bør især holde øje med følgende faresignaler:

  • Online spil begynder at stjæle mere og mere af din tid
  • Online spil bliver en flugt fra hverdagens problemer
  • Du er begyndt at vælge dit sociale liv fra til fordel for spil
  • Du begynder at spille for mere end du har aftalt med dig selv
  • Du er begyndt at lyve om dit spilforbrug
  • Du har ikke længere selv evnen til at stoppe med at spille

Hvis du kan nikke genkende til en eller flere af ovenstående udsagn, så er du allerede i farezonen og bør holde en pause fra dit spil. Søg eventuelt hjælp eller rådgivning for at få en professionel vurdering af din spillesituation.

Hvor kan man søge hjælp?

Hvis du kan se og mærke, at du er kommet så langt ud med dit spil, at du ikke længere selv kan kontrollere det, endsige stoppe det, så er der heldigvis råd at hente. De danske licens-casinoer har forpligtet sig til at yde bistand til alle spillere med spilleproblemer i form af links og telefonhotlines til forskellige officielle hjælpe-instanser. Så her vil du til enhver tid kunne finde de respektive links på casinoets hjemmeside. Du kan også spørge kundeservice, som er forpligtet til at skulle kunne oplyse dig om de rette informationer i forbindelse med hjælp til dit spilleproblem.

Der er heldigvis flere forskellige instanser, som kan hjælpe dig i den givne situation. Dansk center for ludomani er et glimrende sted at starte. Her kan man søge hjælp anonymt og få rådgivning uden at skulle fortælle hvem man er. På samme hjemmeside kan man faktisk også tage en anonym test for at se i hvor høj grad man er ramt af spilleafhængighed og har brug for hjælp.

Udover Center for Ludomani kan man også benytte Spillemyndighedens egen hjælpelinje Stop Spillet, som tilbyder rådgivning på telefon eller livechat. Her kan man også foretage anonyme opkald, hvis det er for svært eller føles flovt at give sig til kende til at begynde med.

Benyt ROFUS-ordningen som effektiv hjælp til spilstop

ROFUS-ordningen er en glimrende løsning for spillere, der ønsker at holde en mindre pause fra spil såvel som en god løsning for spillere, der ganske enkelt vil udelukke sig selv for en længere periode eller altid. ROFUS er statens tilbud til spillere, der ønsker at selvudelukke sig fra enhver dansk spilleportal med dansk spillelicens. Man logger ind på ROFUS med sit NemID og vælger derfra den pågældende udelukkelsesperiode. Du kan holde alt fra en dag til et helt livs pause, alt efter hvad du ønsker. Så snart beslutningen er truffet og udelukkelsen er eksekveret, vil man ikke længere kunne tilbagekalde det. Bordet fanger, og man vil være udelukket permanent indtil den valgte udelukkelsesperiode er nået til ende. Det kan være en ganske god oplevelse at holde en tvungen pause fra spil, da man netop her vil kunne få tid og ro til at få en vis indsigt i sit spilforbrug, og deraf få bekræftet om man reelt spiller ansvarligt eller ej.

Tilbage til toppen
SPILLEMYNDIGHEDENS HJÆLPELINJE: STOPSPILLET.DK SELVUDELUKKELSE: ROFUS.NU | SPIL ANSVARLIGT | 18+